Mit navn er Jacob og skal jeg beskrive mig ud fra mit erhverv, så er jeg bibliotekar. Hertil er jeg uddannet fra det som hed Danmarks Biblioteksskole i Aalborg dengang jeg startede på uddannelsen, men som endte med at hedde Det Informationsvidenskabelige Akademi, IVA Vest ved det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet. Eller i hvert fald noget i den retning.
Skal jeg beskrive mig ud fra alt muligt andet, så er jeg et legebarn, en voksen fan af LEGO, entusiastisk omkring musik fra 1960’erne og 70’erne, glad for tegneserier og kryddersnaps-entusiast. Sidstnævnte startede jeg med at være fra den dag jeg fandt ud af, at mine fastre krydrede klar alkohol og frembragte smage ved hjælp af naturens skatkammer af frugter, bær, nødder, blomster og blade.
I 2011 – nogle år efter jeg var startet på min universitetsuddannelse – fik jeg sat mig selv den grille i hovedet, at nu skulle jeg også prøve at krydre snaps. Og jeg skulle ikke gøre det alene. Jeg startede forsigtigt ud med noget tørret porse, jeg fik foræret, og samlingen udvidede sig løbende. Og da mit studie en dag manglede spændende snapse til en julefrokost (dem som tidligere krydrede til uddeling var ikke længere tilknyttet stedet) var jeg med i opstarten af Snapselauget Thesaurus, et laug, der producerede snaps til indtagelse og nydelse på akademiet – og på sigt i akademiets fredagsbar.
Jeg har igennem al min tid med snapsekrydring forsøgt at dokumentere og nedskrive alt hvad jeg har foretaget mig, og denne hjemmeside er et forsøg på at viderebringe og nyfortolke min dokumentationspraksis. Nu blot så tilgængeligt, at alle kan følge med. Så det håber jeg, at du vil. 🙂
Skriv et svar